New Insight har netop afsluttet en undersøgelse af turismeerhvervets udvikling i Øresundsregionen frem mod 2020. Fokus i analysen har været jobskabelse, kompetencebehov, innovation og uddannelse.
Analysen er gennemført som en del Job og Kompetencer i Øresundsregionen’s afdækning af fremtidens beskæftigelsessituation i Øresundsregionen og resultaterne præsenteres på en konference d. 19/5 – 2011, hvor blandt andet Peter Plougmann, direktør i New Insight, vil tale om turismeerhvervets fremtid og udfordringer i Øresundsregionen.
Stadig jobvækst, sociale kompetencer og innovation i centrum
Undersøgelsen viser at antallet af jobs indenfor turismeerhvervet fortsat vil være i vækst, men væksten vil sandsynligvis være mindre end tidligere. Antallet af ufaglærte inden for storby- og erhvervsprodukterne vil fortsat vokse, men andelen vil være relativt mindre end i dag.
Erhvervet skaber en række jobåbninger til ufaglærte unge og studerende og personer med erfaring inden for erhvervet. Der skabes også åbninger for seniorer, f.eks. efterlønnere. Det vil være de personlige og sociale kompetencer, som vil være de centrale kompetencer, for beskæftigelse indenfor det meget serviceorienterede erhverv.
Innovation og udvikling af nye produkter og destinationer vil fortsat være centrale for turismeerhvervets fremtid i Øresundsregionen. Rapporten viser at innovationsprocesser især er afhængige af ledelsens rolle.
For yderligere indsigt i resultaterne henvises til analytiker hos New Insight Maria Rye Dahl eller til Job og Kompetencer i Øresundsregionen.