New Insight, har for Region Midtjylland udarbejdet en analyse af beskæftigelsesforventningerne i Region Midtjylland frem mod 2020.
Rapportens resultater præsenteres på en konference for repræsentanter fra både erhvervs-, uddannelses- og beskæftigelsessystemet. Konferencen foregår i Silkeborg onsdag d. 7.12.2011.
Modsatrettet udvikling i forskellige brancher
Analysen viser at arbejdsmarkedet i Region Midtjylland i perioden frem mod 2020 vil være præget af forskellige og ofte modsatrettede udviklingstræk. Både volumen og kompetencer i arbejdsstyrken tilpasses. Det bliver også nødvendigt at tage højde for både geografiske og uddannelsesmæssige ubalancer.
Behov for flere faglærte og akademikere
En stor del af beskæftigelsesmulighederne for ufaglærte forsvinder. Især kortuddannede er udsatte. Frem mod 2020 vil der mangle faglærte indenfor det private. Både indenfor industrien og i servicesektoren. Generelt er der behov for flere med videregående uddannelser.
Begrænset vækst med enkelte lyspunkter
Analysen viser at beskæftigelsen indenfor regionens såkaldte ”mega-satsninger” vil udvikle sig forskelligt:
- Industrien som helhed forventes fortsat at opleve tilbagegang.
- Energi og miljøindustrien vil opleve en mindre fremgang, men vindmølleindustriens betydning for beskæftigelsen forventes at have toppet.
- Fødevareområdet vil opleve at tilbagegangen i beskæftigelsen fortsætter, især for ufaglærte.
- Turismen vil i bedste fald opleve en beskeden jobvækst, også for ufaglærte. Absolut set er der dog tale om en begrænset vækst.
- Sundheds-IKT anses for en ny mulighed både erhvervs- og beskæftigelsesmæssigt, men der er kun meget begrænsede potentialer for ufaglærte.
VEU-centrene skal udvikle deres indsats i forhold til virksomhederne
Analysen viser også at Voksen og Efteruddannelsessystemet (VEU) i stigende grad vil indgå i et samspil med private udbydere, ligesom virksomhederne selv vil stå for en del af kompetenceudviklingen.
Det er af afgørende vigtighed for erhvervsudviklingen og beskæftigelse, at regionens tre VEU-centre prioriterer og professionaliserer deres virksomhedsopsøgende arbejde. Der skal udvikles og udbydes kurser og rådgivning, der flugter med virksomhedernes egen indsats.
Rapporten er tilgængelig som interaktiv webrapport og kan findes her.
Yderligere oplysninger om rapporten kan fås hos direktør Peter Plougmann.