Vaskeriernes trofaste medarbejdere lærer af hinanden

Vaskerierne anvender i høj grad intern opkvalificering, mens brugen af AMU-uddannelse er afgrænset til udvalgte medarbejdere.

Det viser en analyse om brugen af og behovet for efteruddannelse i vaskeribranchen, som New Insight i 2006 udarbejde for Serviceerhvervenes Efteruddannelsesudvalg (SUS).

Årsagener skal findes i en række strukturelle faktorer og en tradition i branchen.

Forskelle vaskerierne imellem

Vaskeribranchen består af mange små og mellemstore vaskerier med to store vaskerier som de dominerende. De to store vaskerier har volumen til at kunne gennemføre interne kurser, mens de små vaskerier ofte har vanskeligt ved at undvære deres medarbejdere og derfor anvender intern oplæring.

Samtidig er arbejdsorganiseringen og arbejdsfunktionerne med til at begrænse mulighederne for jobudvidelse for medarbejderne.

Incitamenterne for brug af uddannelse er således begrænset af strukturelle betingelser, mens branchen har tradition for, at vaskerierne selv varetager oplæring og efteruddannelse af medarbejdere.


”SUS fik i 2006 udarbejdet en analyse af vaskeribranchen, fordi vi savnede information om kompetencebehovene og viden om, hvorfor det offentlige uddannelsesudbud kun blev anvendt i et begrænset omfang. New Insights analyse gav os et nuanceret billede af branchen, de ansatte og brugen af uddannelse. Resultaterne var et væsentligt input til at vurdere det eksisterende uddannelsesudbud.”

- SUS (Serviceerhvervenes Efteruddannelsesudvalg)


Generationsskift vil skabe behov for uddannelse

Fremadrettet peger analysen på flere aspekter, som kan øge brugen af offentlig uddannelse. Medarbejderne i branchen har en så høj alder, at en relativt stor andel af medarbejderne inden for kort tid vil fratræde. Derfor vil der være behov for uddannelse af nye medarbejdere.

Desuden kan vaskeriernes generelle problemer med at rekruttere medarbejdere generere et øget uddannelsesbehov. Dels fordi der bliver behov for en almen opkvalificering af en ny medarbejdergruppe med færre kompetencer, dels fordi uddannelse på flere vaskerier fremover vil indgå i vaskeriernes fastholdelsesstrategi.

Kontakt chefanalytiker Mette Louise Pedersen, hvis du ønsker mere information om analysen eller en af vores øvrige brancheanalyser.